- 15 spillere deltog i spillermødet. Ungdomsudvalg og bestyrelse var ligeledes repræsenteret "på sidelinien" ved mødet.
Punkt 1 : Evaluering Limone Cup
Positiv reflektering fra spillerne omkring arrangementet Limone Cup. Der blev tilkendegivet mange positive tilbagemeldinger om en tur, hvor de unge mennesker på tværs af alder fik et nyt kendskab til hinanden. Blandt andet så var der stor tilfredshed med, at de fik værelseskammerater som de måske normalt i dagligdagen ikke er så tæt på. Her fik de set hinanden lidt af i såvel afslappede som pressede situationer og det var drengene, glædelig nok, yderst glade ved. Selve det sportlige var ganske fint, men der var ønsker om flere internationale modstandere. Dette vil der blive taget højde for ved et eventuelt andet tilsvarende arrangement.
Punkt 2 : Gæstetræner
Fredag d 12. november, hvor gæstetræner Morten Olsen vil forestå træningen, er næsten helt booket. Foreløbig 21 spillere har tilmeldt sig arrangementet.
Punkt 3 : Takt og tone i afdelingen
Der har i den senere tid været lidt for negativ stemning i enkelte situationer fra nogle af spillerne og for at få noget sådant stoppet i opløbet, så skulle drengene bearbejde problemmet og finde en holdbar løsning på dette. Igennem en længere dialog nåede de til enighed om at blive endnu bedre til at : rose hinanden-vise positiv og smilende adfærd-undgå at blive sur og brokke sig. Det hele er selvfølgelig kun ord, men jeg er overbevist om at de fleste af drengene vil forsøge at efterleve den positive stemning, blandt andet også for at fastholde det gode fællesskab de har.
Punkt 4 : Arrangementer 2011
Spillerne ville gerne, hvis det er økonomisk muligt, på endnu en international tur i det kommende år. Hvortil denne tur skal gå til afhænger som sagt lidt af økonomien. I den forbindelse vil det være fint, hvis der er en eller to forældre der kan indgå i et team, hvor der søges fondsmidler til økonomisk hjælp til en sådan tur. Henvendelse bedes venligst foretaget til AG. Spillerne ønskede også en vildmarkstur til Sverige. I denne forbindelse vil jeg tage en snak med "Bissen" om at få indspillet en dvd omkring en sådan tur. Denne tur blive en realitet i det 1. halvår i 2011. Endvidere var der også ønsker om at lave en "fodboldgolf dag", dette vil jeg også forsøge at få tilpasset en gang i løbet af det 1. halvår. Hvis tiden rækker og tingene flasker sig, så kommer der en nuværende divisionstræner som gæstetræner, hvor han vil fortælle en masse om fodboldtræning for både ungdom og seniorer.
Punkt 5 : Julefrokost 2010
Der var stor opbakning til afholdelse af en julefrokost for spillerne lørdag d. 18. december kl 14.00-19.00. Her vil der blive serveret en større julefrokost, blive uddelt årspokaler og så vil der være selskabslege ,i afskygninger der ikke tåler offentliggørelse.
Punkt 6 : Indendørsstævner
Der vil i år være 1-2 stævner og ca tilsvarende efter nytår. Der vil være blandede tilmeldinger, så nogle vil spille A-stævner og andre B-stævner. Udover dette så vil der være mulighed efter nytår for deltagelse i indendørsstævne i Storkøbenhavn. Til dette vil der dog være en brugerbetaling, idet det koster lidt mønt at køre til hovedstaden og vise sin kunnen. AG vil i et sådant tilmelde forsøge at få lånt et sommerhus på Sydsjælland, således der kan overnattes, istedet for at man skal køre tilbage til Fyn midt om natten. Der vil også være mulighed for deltagelse i Jyske stævner, her kan der dog også være en delvis brugerbetaling for deltagelse i sådanne stævner.
Punkt 7 : Eventuelt
Som nævnt tidligere i referatet, så har der været lidt skidt stemning fra enkelte spillere, dette samt den realitet at der pt er spillere der fravælger holdet har selvfølgelig sat mig i tænkeboks. For selv om der er en forælder der kontakter udvalgte spillere vedrørende klubskifte, så ville de næppe gøre dette hvis de var tilfredse under de nuværende forhold og her står jeg som den personlig ansvarlige for at forholdene er således at spillerne syntes de fortsat vil være en del af foreningen. Jeg vil dog straks indskyde at jeg ønsker de pågældende spillere der søger nye udfordringer held og lykke fremover. Men tungest vejer jo de spillere der er og bliver i foreningen og som har tænkt sig fortsat at være en del af denne. De skal ikke stilles i en tilsvarende situation og jeg har derfor meddelt bestyrelsen, ungdomsudvalget og spillerne at jeg fratræder med udgangen af foråret. Dette således at foreningen og spillere sammen med Jancker har mulighed for at finde en person der kan samle spillerne i foreningen, således de gode knægte også i fremtiden er at finde som en del af foreningen.